#nordkystenskunsttriennale 4. juni - 1. november 2016

Stig L. Andersson (DK)

Stig L. Andersson er professor i æstetisk design ved Københavns Universitet og var stifter af arkitektfirmaet SLA A/S. Han studerede kemi og kernefysik på DTU og japansk kultur på Københavns Universitet og blev derefter uddannet på Kunstakademiets Arkitektskole (1981–1986). Med økonomisk støtte fra det japanske forskningsministerium flyttede han i 1986 til Japan, hvor han boede indtil 1989 og udstillede sine malerier, fotografier og film.

Stig L. Andersson er medlem af Det Kongelige Akademi og kunstnersammenslutningen Kammeraterne. Han har modtaget en række priser både herhjemme og i udlandet for sit arbejde, deriblandt Foreningen Hovedstadens Forskønnelses diplom, Eckersberg Medaillen, C.F. Hansen Medaillen samt Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat.

Af hans mange projekter kan blandt andre nævnes udarbejdelsen af en kunststrategi for Roskilde Universitet og skabelsen af et offentligt tilgængeligt værk for Aarhus Universitet. Han har også udstillet på Louisiana Museum of Modern Art. I 2014 blev han af Kulturministeriet bedt om at være kurator på det danske bidrag til den 14. Internationale Arkitekturbiennale i Venedig, hvor han stod bag udstillingen Empowerment of Aesthetics.