#nordkystenskunsttriennale 4. juni - 1. november 2016
  • da
  • en

Katja Bjørn (DK)

Kroppen, naturen og kulturen er de vedvarende temaer for Katja Bjørn. De bliver udtrykt i krydsfeltet af visuelt billedsprog og skulpturel form, hvor kroppens primaltilstand sættes over for verdsligheden af enkle objekter. Hverdagens genstande bliver formet og integreret som udtryksfulde virkemidler i videoer, hvor kroppen bruges på måder, der udfordrer det ofte set automatiske og forskønnede kropssyn – særligt når det gælder kvindekroppen. Gennem videokunsten og skulpturen bliver kroppen vristet ud af sin traditionelle kontekst og er pludselig fri til at eksistere i al sin nøgne vildskab, forgængelighed og uundgåelige menneskelighed.

Triennaleværk:

Munkeruphus (til d. 14. august 2016): Setting the Table, 2016

Videoværket, som vises i haven ved Munkeruphus, viser en kvinde som dækker et bord hvorefter maden bliver konsumeret fra bordet i en uafbrudt cyklus. Værket er en kommentar til kvindernes – generelt  og specifikt de husmødre som har boet på Munkeruphus – rolle i hjemmet som værende opvartere.

Rudolph Tegners Museum & Statuepark (til d. 1. november 2016): Under Overfladen, 2016

Videoværket, som vises indenfor Statueparken under et træ, viser en kvinde som går fra at være et menneske af kød og blod til at gå i et med leret og blive opslugt af materialet. Inspirationen kommer af Rudolph Tegners værk Moders Gravmæle hvor kunstnerens moder forlader verden og går ind i stenen.

Esrum Kloster & Møllegaard (til d. 1. november 2016): Kvindebedet, 2016

I et lille hjørne af klosterhaven har Katja Bjørn etableret et bed med urter som har forbindelse til det kvindelige. Bedet, som står sammen med de bede der viser hvordan munkene i sin tid etablerede deres bede med forskellige urter, er højere og bredere og står i kontrast til den ordenlighed der præger de oprindelige bede. Urterne har forskellig positiv virkninger på den kvindelige anatomi, hvilket man kan læse sig til på området.

Kjædemosehus (til d. 1. november 2016): Kvindebedet, 2016

I kunstner Gerda Thune Andersens vidunderlige og finurlige have har Katja Bjørn etableret et kvindebed. Modsat bedet på Esrum Kloster som forsøger at stikke af fra de omkringliggende bede, er bedet ved Kjældemosehus tilpasset haven og vokser ud af stedets vildskab. Her har man chancen for at se en ægte kunstnerhave, som den kan se ud.